Selv om Danmark nærmest har været lukket på grund af COVID-19 har familiefirmaet Kronborg Marine Bådsalg i Helsingør Nordhavn solgt usædvanligt mange både.

I de godt 28 år som ægteparret Kirstine og John Sørensen har drevet virksomhed på Helsingør Nordhavn, har de ikke haft så travlt som nu, hvor corona-virussen har fået mange til at erstatte sommerens udenlandsrejse med en båd.

Kronborg Marine Bådsalg har allerede solgt langt flere både i år end i et ”normalt” år. Især til danskere, men også til svenske, tyske og hollandske kunder. I alt fem nye både fra henholdsvis Viknes eller Skilsø og 50 kommisionshandler. Fortsætter interessen vil 2020 blive det bedste år siden 2007.

Virksomhed på Nordhavnen

Det hele startede tilbage i 1992, hvor Kirstine fik mulighed til at overtage driften af Kronborg Marine og Skibsproviantering på Nordhavnsvej 9, der var købmands- og bådudstyrsbutik under samme tag. Hun havde længe haft en drøm om at blive selvstændig og valgte derfor at kvitte bankjobbet igennem 13 år i Jyske Bank.

Det blev en oplevelsesrig og travl tid. Butikken kunne holde åben i alle ugens dage året rundt, og mange svenskere valfartende til Nordhavnen i båd, bus eller som gående for at proviantere øl, vin, spiritus, pølse og ost. Sønnen Allan boede nærmest i butikken efter skoletid og blev hurtigt en slags førstemand, og datteren Hanne hjalp også til ved at sætte varer på hylderne et par gange om ugen. Det var en tid med de store Sjælland Rundt kapsejladser med proviantering til besætning og til havnens gæster og brugere, hvor der blev solgt alt fra rundstykker, søkort til gummistøvler.

Ejerkredsen udvides

Der var efterhånden ansat omkring 20 unge mennesker, der arbejdede i treholdsskift. Det var nogle sjove, men også travle år med masser af arbejde for hele familien. Købmandsbutikkens køleskabe var tomme hver søndag aften, og bådudstyrsbutikken fik stadig flere og flere kunder, og der var derfor behov for mere faglig kompetence inden for bådudstyr.

Til al held mødte Kirstine og John senere ægteparret Bente Christensen og Henrik Montin Sørensen i sejlklubben. De kom i snak om et makkerskab, og i 1995 blev alle fire arbejdende medejere af Kronborg Marine og Skibsproviantering. Og senere valgte John at forlade sin stilling som souschef i Jyske Bank i Helsingør. Et ekstra skrivebord fik en plads, og bådsalget blev en realitet på fuld tid.

Kronborg Marine Bådsalg

Efter nogle travle år på Nordhavnsvej 9, fik Kirstine og John mulighed for at investere i og leje grunden Nordhavnsvej 5, hvor den gamle smedje lå. De opførte et nyt kontorhus, værksted og sidebygning, der i dag udlejes til dykkercenteret Masterdive. Makkerparret Bente og Henrik fortsatte driften af bådudstyrs- og købmandsbutikken. Senere solgte de købmandsbutikken fra.

I 2006 stod huset på Nordhavsvej 5 klar til indflytning. Sønnen Allan, der i mellemtiden var blevet uddannet tømrer, og en tømrerkammerat afsluttede det indvendige arbejde på byggeriet. Kronborg Marine Bådsalg flyttede ind, og istandsættelse og klargøring af både blev med Allans hjælp en stadig vigtigere del af virksomheden.

For en tid var det John, Kirstine og Allan, der udgjorde familievirksomheden. John håndterede kunderne, Kirstine sørgede for det administrative og Allan stod for det praktiske i forbindelse med klargøring og istandsættelse af bådene de havde til salg. En god og praktisk fordeling, der dog skiftede karakter, da Allan senere blev ansat som havneassistent i Helsingør Havne og ikke længere kunne hjælpe til med bådene i samme omfang som før.

Kronborg Marine Bådsalg er i dag en erfaren virksomhed med godt 1.400 slutsedler i kundekartoteket. En bådforhandler der kan hjælpe med udstyr til ens båd, gode råd, klargøring og istandsættelse. Et godt bådsalg, bådkøb eller en ny motorbåd fra norske Viknes og Skilsø. En familievirksomhed der håber, at der er udsigt til endnu mange spændende år med køb og salg af både og ikke mindst mange sejlere på vandet.

Kronborg Marine Bådsalg har åben mandag til fredag + søndag. Lørdag efter aftale.
Mobil: 4063 4808 / E-mail: kronborgmarine@kronborgmarine.dk
Hjemmeside – www.kronborgmarine.dk / Facebook: Søg ”Kronborg Marine Bådsalg”