Selv om meget af Danmark er lukket ned for øjeblikket, for at begrænse smitten med COVID-19, arbejder en del af de erhvervsdrivende i Helsingør Nordhavn fortsat i det omfang, det kan lade sig gøre. Caféen Frøken Marina er en af dem, og Helsingør Havne har været på besøg for at høre, hvordan det går med forretningen.

Når man ser bort fra, at det for øjeblikket ikke er muligt at have kunder i den hyggelige café med udsigt ud over lystbådehavnen, ja, så bliver der faktisk solgt en del is, kaffe og kage hos caféen Frøken Marina i Nordhavnen. Alt er naturligvis ikke som det plejer på grund af corona-situationen og den midlertidige nedlukning af blandt andet restauranter og caféer. Men det er muligt at købe takeaway is og andet godt i caféen, hvilket mange har benyttet sig af siden Frøken Marina åbnede op for sæsonen i slutningen af marts måned i år.

Heldigvis har de mange lokale kunder fundet vej ned til havnen, og det glæder Finn Døssing Renard, der driver caféen til dagligt og som også er manden bag den skønne italienske is, der er lavet fra bunden af lokale råvarer, i det omfang det er muligt, og også gerne økologisk. Hos Frøken Marina anvendes ingen færdigproducerede smagsgivere, for Finn sætter en ære i, at det er ham, som koger bær med sukker og smager isen til, når han rør nye is med blandt andet havtorn, rabarber og lakrids. Ligesom det også er ham, der rør dejen til vaflerne, der bages på vaffeljernet i caféen.

Nordhavnen siden 2017

Frøken Marina holder til i den tidligere skibsværftsbygning Helgoland, der i dag er et smukt bindingsværkshus som rummer café, galleri, bådudsalg, bådudlejning, sejludsalg og havnens værksted. Og ud over Finn og de unge mennesker, der har fritidsjob i caféen, er vennen Peter Müller også en del af holdet bag Frøken Marina. Peter har dog ikke sin daglige gang i caféen, men det er ham, som sørger for det administrative og regnskaberne.

Finn og Peter har drevet Frøken Marina siden sommeren 2017, hvor de solgte kaffe fra en lille bod uden for huset, mens de ventede på, at bygningen blev sat i stand. Sidenhen er Frøken Marina rykket ind i bygningen, og makkerparret har skabt en café, hvor man som gæst føler sig hjemme blandt secondhand træmøbler og sofaer, maritime motiver på væggene og det lille legehjørne med komfur til de mindste børn.

Stemningen er på mange måder rar, og hvis man har et spørgsmål eller to, om livet og hvad der ellers rør sig i lokalområdet, ja, så er Finn med sikkerhed den rette at spørge. For han er ligesom Peter fra lokalområdet, har gået på Espergærde Gymnasium tilbage i slutningen af 1980’erne og har boet og arbejdet i Malaga i Spanien i mange år.

Selskabslokale om vinteren

Frøken Marina er i løbet af året ikke alene en café med fantastisk is. Uden for højsæson anvendes caféen nemlig til selskabslokale og udlejes til fødselsdage, fester og gravøl m.v. Lokalet er godkendt til maksimalt 40 personer, og Finn og Peter gør deres bedste for at finde nogle gode lokale samarbejdspartnere, der kan levere maden. En af dem har blandt andre været Skydeselskabet i Stengade, der leverer dejlig mad. Og er der behov, så kan de også tilbyder hjælp til servering og opvask efter behov.

Meget kan i det hele taget lade sig gøre hos Frøken Marina, og nye idéer og initiativ er altid velkomne. Finn Døssing Renard og Peter Müller værdsætter det lokale, og er positivt overrasket over, hvor Nordhavnens brugere og lokale borgere som helhed har taget imod dem i Helsingør Nordhavn.

Caféen Frøken Marina har åben fra marts til oktober alle ugens hverdage.
Åbningstiderne skifter i takt med sæsonen. Tjek tiderne på Frøken Marinas facebookside.
Frøken Marina er både på Facebook og Instagram.