Marsvinets udbredelse i danske farvande er meget velkendt. Ny forskning viser at selv inden for meget små arealer er der stor forskel i marsvins udbredelse og aktivitet. Disse undersøgelser giver os et indblik i hvilke steder marsvin foretrækker at jage, socialiser, hvilke steder de undgår, samt sæsonmæssige variationer.

Marie Rebien Villefrance og Lukas Krag har undersøgt marsvins udbredelse og aktivitet i et lille område nord for øen Hven i Øresund, og de kommer forbi Øresundsakvariet for at fortælle om deres resultater, diskussioner og om hvad man kan bruge deres forskning til i fremtiden.

Foredraget starter kl. 19:00 i Øresundsakvariets auditorium, hvor der også vil blive serveret et glas vin.

Program 17. oktober
17:00: Akvariet åbner
18:00: Fodring med efterfølgende tur “behind the scenes”
19:00: Foredrag
20:30: Akvariet lukker

Marie Rebien Villefrance, 25 år, har for nyligt færdiggjort en kandidatgrad i biologi med specialisering i marinbiologi fra Københavns Universitet. Hun har skrevet speciale om marsvin i Øresund, og hun arbejder til dagligt som forskningsassistent på DTU Aqua med fiskebestande.

Lukas Krag, 28 årig nyuddannet kandidat i biologi med specialisering i marinbiologi på Københavns Universitet. Han har skrevet speciale om marsvin og deres tilværelse omkring Hven, og han arbejder som akademisk medarbejder på rigsarkivet i enheden digital bevaring.

Foredraget er Øresundsakvariets bidrag til Elsinore Evenings, hvor en række kulturinstitutioner i Helsingør har åbent om aftenen.

Læs mere om foredragsrækken på Øresundsakvariet.